Nogle mennesker bliver hårde.

Når man aldrig har oplevet følelsesmæssig tryghed, bliver hårdhed en overlevelsesstrategi. Angreb kommer før sårbarhed. Kontrol kommer før kontakt. Tonen bliver skarp, blikket smalt, og verden opdeles i enten eller.

Det, vi ofte møder som arrogance, kulde eller aggression, er i virkeligheden et menneske, der er styret af sit alterego. Et beskyttende lag skabt af erfaringer, svigt og uforløst smerte. Alteregoet tager over, når nervesystemet er i alarm, og handlingerne bliver reaktioner snarere end bevidste valg.

De ser sig selv gennem gamle historier.

De ser andre gennem forsvar.

Og de lever i gentagelser, ikke fordi de vil, men fordi de ikke ved, at der findes et andet perspektiv.

Det er ubevidste mønstre. Mønstre der aldrig er blevet set udefra. Aldrig er blevet stillet spørgsmål ved. Aldrig er blevet mødt med ro længe nok til, at noget kunne falde på plads indeni.

For først når et menneske stopper op og ser sig selv fra et større perspektiv, begynder forandring. Når reaktionen erstattes af refleksion.

Når hårdhed ikke længere er nødvendig for at overleve.

Indtil da gør de blot det, de har lært.

Og det er ikke altid smukt.

Men det er menneskeligt.

Det svære er, at mennesker, der lever fra deres forsvar, sjældent mærker, hvor hårde de er blevet. For hårdheden føles normal indefra. Den føles som styrke. Som selvbeskyttelse. Som kontrol. Men det, der i virkeligheden mangler, er kontakt, til sig selv, til egne følelser, og til det sårbare lag, der engang blev lukket ned.

Når man ikke har lært at regulere sine følelser, bliver man styret af dem. Vrede, skam, frygt og afmagt kommer til udtryk som angreb, distance eller kulde. Ikke fordi man ønsker at såre, men fordi kroppen reagerer hurtigere end bevidstheden. Det er et nervesystem i overlevelse, ikke et menneske i frihed.

Ægte forandring starter ikke med at pege fingre, men med at blive set, først af sig selv. Når et menneske begynder at tage ansvar for sine reaktioner i stedet for at retfærdiggøre dem, åbnes der et rum for noget andet. Blødhed. Klarhed. Valg. For bag næsten al hårdhed findes der et menneske, der aldrig lærte, at det var sikkert at være blødt.

At være kærlig kræver mod. Ikke den høje, synlige styrke, men den stille. Modet til at være sig selv uden filter. Uden forsvar. Uden behovet for at angribe, forklare eller beskytte et billede af sig selv.

For når man tør møde verden ærligt, falder alteregoet langsomt væk. Reaktioner bliver til valg. Hårdhed bliver til grænser med respekt. Og det, der før var styret af frygt, begynder at bevæge sig fra et sted af ro.

At være sig selv uden filter er ikke at være ureguleret. Det er at være forbundet. Forbundet til sin indre sandhed, til sine følelser og til ansvaret for dem. Det er her, kærlighed ikke længere er noget, man gør, men noget, man er.